FONDEN UNESCO DESTINATION MØN

Stiftet oktober 2026

Om fonden.

Drivkraft for en helhedsorienteret og langsigtet udvikling af Møn.

Fonden skal være en drivkraft for en helhedsorienteret og langsigtet udvikling af Møn. Det betyder, at vi vil skabe sammenhæng mellem natur, kultur, bosætning, turisme og lokale fællesskaber.

Udviklingen skal bygge på UNESCOs værdier og på en grundlæggende balance mellem beskyttelse og benyttelse. Vi skal passe på det særlige, samtidig med at vi udvikler nye muligheder for dem, der bor her, og dem, der besøger os.

Blandt ambitionerne er:

  • Mere og bedre sammenhængende natur
  • Flere attraktive og bæredygtige overnatningsmuligheder
  • Styrkelse og udvikling af øens attraktioner
  • Bevaring og aktivering af værdifulde kulturmiljøer
  • Stærkere lokale fællesskaber og bedre rammer for bosætning
  • En bæredygtig turismeudvikling, der skaber værdi hele året
  • Nye partnerskaber og projekter, som kan samle Møn om en fælles retning

NAVN OG HJEMSTED
1.1 Fondens navn er Fonden UNESCO Destination Møn (”Fonden”). Fonden er en ikke-erhvervsdrivende fond.
1.2 Fonden har hjemsted i Vordingborg Kommune.

2. FORMÅL
2.1 Fondens formål er på almennyttigt og almenvelgørende grundlag at fremme, udvikle og understøtte UNESCO-relaterede værdier, herunder natur-, kultur- og verdensarv, på Møn, Bogø og Nyord.

3. AKTIVITETER
3.1 Fonden skal gennemføre følgende aktiviteter for at opfylde sit formål:
a. Deltage i projekter, der styrker og udvider naturområder, og i projekter, som sikrer de kulturhistoriske værdier.
b. Udvikle bæredygtig turisme og lokalsamfundsudvikling i tråd med UNESCO’s principper.
c. Styrke lokal, national og international formidling af Møns unikke natur-, kultur- og samfundsværdier.
d. Støtte projekter, aktiviteter og samarbejder, der bidrager til ovenstående formål i pkt. 2.1.
4. GRUNDKAPITAL

4.1 Fondens kapital består ved stiftelsen af en grundkapital på kr. 1.000.000. Kapitalen er indbetalt kontant. Fonden overtager i forbindelse med stiftelsen ikke andre værdier end grundkapitalen.
4.2 Der er ikke tillagt stiftere eller andre særlige rettigheder eller fordele.

5. BESTYRELSE
5.1 Fonden ledes af en bestyrelse bestående af 10-12 medlemmer. Det skal tilstræbes, at bestyrelsen har komplementære kompetencer, der modsvarer Fondens til enhver tid værende behov og udvikling.
5.2 Ved stiftelsen består bestyrelsen af 11 medlemmer, hvor 3 er udpeget for 1 år, 3 er udpeget for 2 år, 3 er udpeget for 3 år og 2 er udpeget for 4 år. Bestyrelsesmedlemmer udpeges herefter for perioder på 2 år ad gangen. Genudpegning kan finde sted.
5.3 Udpegning af bestyrelsesmedlemmer foretages af den til enhver tid siddende bestyrelse (selvsupplering). Bestyrelsen træffer beslutning om, hvorvidt og hvornår nye medlemmer skal udpeges, inden for rammerne af pkt. 5.1. Bestyrelsen skal til enhver tid bestå af mindst 10 medlemmer.
5.4 Bestyrelsen konstituerer sig selv med forperson og næstforperson.
5.5 Et bestyrelsesmedlem kan til enhver tid træde ud af bestyrelsen.
5.6 Et bestyrelsesmedlem skal udtræde, såfremt medlemmet er under konkurs.
5.7 Et medlem, der gør sig skyldig i en handling, som gør den pågældende uværdig til fortsat at være medlem af bestyrelsen, skal udtræde af bestyrelsen.
5.8 Et bestyrelsesmedlem, som på grund af længerevarende sygdom eller anden svækkelse har vist sig ude af stand til at beklæde hvervet som medlem af bestyrelsen, eller har vist sig uegnet, skal udtræde af bestyrelsen.
5.9 Ved et bestyrelsesmedlems afgang inden udpegningsperiodens udløb kan den øvrige bestyrelse udpege et nyt bestyrelsesmedlem i overensstemmelse med pkt. 5.1 og 5.3 for den resterende udpegningsperiode. Medfører afgangen, at bestyrelsen har færre end 10 medlemmer, skal der udpeges et nyt medlem. Sker udpegning ikke i overensstemmelse med vedtægten, foretages udpegningen af fondsmyndigheden i overensstemmelse med fondslovens § 15, stk. 2.

6. BESTYRELSENS VIRKSOMHED
6.1 Bestyrelsen kan ansætte en direktør til varetagelse af Fondens daglige ledelse og drift.
6.2 Er en direktør ansat, kan direktøren ikke være medlem af bestyrelsen, men har ret til at være til stede og udtale sig ved bestyrelsesmøder, medmindre bestyrelsen i den enkelte sag træffer anden bestemmelse.
6.3 Et bestyrelsesmedlem eller en eventuel direktør må ikke deltage i behandlingen af spørgsmål om aftaler mellem Fonden og den pågældende selv, eller søgsmål mod den pågældende selv, eller om aftaler mellem Fonden og tredjemand eller søgsmål mod tredjemand, hvis den pågældende deri har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod Fondens.
6.4 Forpersonen skal sørge for, at bestyrelsen holder møde, når dette er nødvendigt. Forpersonen skal indkalde bestyrelsen, når et medlem af bestyrelsen, en direktør eller revisor fremsætter begæring herom.
6.5 Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer deltager i mødet.
6.6 Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt stemmeflertal, medmindre andet er anført i disse vedtægter eller lovgivningen. Forpersonens stemme er i tilfælde af stemmelighed afgørende.
6.7 Fondens bestyrelse må kun med fondsmyndighedens samtykke foretage eller medvirke til ekstraordinære dispositioner, som kan medføre risiko for, at vedtægten ikke kan overholdes.
6.8 Over forhandlingerne i bestyrelsen skal der udarbejdes et referat, der underskrives af samtlige medlemmer af bestyrelsen. Et bestyrelsesmedlem, der ikke er enig i bestyrelsens beslutninger, har ret til at få sin mening indført i referatet. Samme ret har en eventuel direktør.
6.9 Bestyrelsen skal ved en forretningsorden træffe nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.
6.10 En næstforperson træder i forpersonens fravær i enhver henseende i forpersonens sted.
6.11 Bestyrelsen kan meddele prokura.

7. ÅRSREGNSKABSMØDE
7.1 Fondens bestyrelse afholder et særligt årsmøde hvert år inden udløb af den i lovgivningen fastsatte frist for indsendelse af årsrapport, hvor bestyrelsen godkender Fondens årsrapport for det seneste regnskabsår, jf. pkt. 10.
7.2 Årsmødet afholdes i Fondens hjemstedskommune, Vordingborg Kommune, eller et andet sted i Danmark efter bestyrelsens bestemmelse.
7.3 Dagsordenen for årsmødet skal omfatte følgende:
1) Orientering om det seneste regnskabsår ved forpersonen.
2) Godkendelse af Fondens årsrapport.
3) Beslutning om uddelinger i henhold til vedtægten eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport.
4) Fastsættelse af eventuelt vederlag til bestyrelsen for det forgange år. Vederlaget må ikke overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang.
5) Valg af forperson og næstforperson.
6) Valg af revisor.

8. LEDELSE
8.1 Bestyrelsen har ansvaret for den overordnede og strategiske ledelse af Fondens virksomhed.
8.2 Bestyrelsen skal påse, at bogføringen og formueforvaltningen kontrolleres på en efter Fondens forhold tilfredsstillende måde.
8.3 Er en direktør ansat, varetager direktøren den daglige ledelse af Fonden og skal derved følge de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen har givet. Er der ikke ansat en direktør, varetager bestyrelsen den daglige ledelse.
8.4 Er en direktør ansat, er direktøren ansvarlig over for bestyrelsen og skal sørge for, at Fondens bogføring sker under iagttagelse af lovgivningens regler herom, og at formueforvaltningen foregår på betryggende måde i overensstemmelse med bestyrelsens direktiver. Er der ikke ansat en direktør, påhviler disse pligter bestyrelsen.
8.5 Fuldmagt (prokura) kan kun meddeles af bestyrelsen, jf. pkt. 6.11.

9. TEGNINGSRET
9.1 Fonden tegnes af bestyrelsens forperson i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer, eller af hele bestyrelsen.

10. ÅRSREGNSKAB
10.1 Fondens regnskabsår er kalenderåret. Første regnskabsår løber fra stiftelsen til 31. december 2026.
10.2 Inden fem måneder efter hvert regnskabsårs udløb udarbejder bestyrelsen eller direktøren, i overensstemmelse med lovgivningens og vedtægternes regler herom, et årsregnskab. Endvidere udarbejdes en årsberetning. De opregnede dele udgør en helhed. Årsrapporten forelægges til bestyrelsens behandling og godkendelse på det i pkt. 7 nævnte årsmøde.

11. REVISION
11.1 Den i foregående pkt. nævnte årsrapport bestående af beretning, resultatopgørelse, balance og noter skal undergives revision af en af bestyrelsen for 1 år ad gangen udpeget statsautoriseret revisor. Genudpegning kan finde sted.

12. UDDELING OG OVERSKUDSANVENDELSE
12.1 I overensstemmelse med formålsbestemmelsen i pkt. 2 kan bestyrelsen træffe beslutning om anvendelse af Fondens frie midler, jf. pkt. 2.1. Midlerne skal dog primært anvendes til opfyldelse af aktiviteterne i pkt. 3.
12.2 Bestyrelsen kan foretage rimelige henlæggelser til konsolidering af Fonden.
12.3 Bestyrelsen kan ikke tillægge stiftere, bestyrelsesmedlemmer, revisorer, direktøren eller andre personer, der indtager en ledende stilling i Fonden, andre ydelser end et vederlag, som ikke må overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang. Tilsvarende gælder for den, der er knyttet til en af de nævnte personer, som forældre, livsarving, ved ægteskab eller fast samlivsforhold.
12.4 Ydelse af lån og sikkerhedsstillelse for lån til den i pkt. 12.3 nævnte kreds er ikke tilladt.

13. ÆNDRING AF VEDTÆGTEN
13.1 Efter indstilling fra bestyrelsen med 2/3 flertal kan fondsmyndigheden tillade, at en bestemmelse i vedtægten ændres.

14. OPLØSNING
14.1 Beslutning om opløsning af Fonden kræver, at mindst 3/4 af samtlige medlemmer af bestyrelsen stemmer for. En opløsning af Fonden kræver Civilstyrelsens tilladelse.
14.2 I tilfælde af opløsning skal Fondens midler anvendes til formål, der er i overensstemmelse med anvendelse af overskud, dvs. til indfrielse af det almennyttige og almenvelgørende formål, som beskrevet i formålsbestemmelsens pkt. 2.
14.3 Ingen del af Fondens formue kan nogensinde gå tilbage til stifteren.

15. STIFTER
15.1 Fonden er stiftet den 6. oktober 2026 af Fonden GeoCenter Møns Klint, Team Møn ApS, Liselund Fontænen og Møns Bank A/S.
15.2 Fonden har på stiftelsestidspunktet ikke andre væsentlige gavegivere eller bidragsydere.